Som ny skribent her på bloggen, vil jeg først og fremmest starte med at sige hej til læserne og dernæst, fortælle kort om min egen skraldebaggrund og lidt om mit syn på emnet.
Så først og fremmest: Hej læsere!
Mit navn er, som I kan se, Frank.
Jeg har skraldet i lidt over et år. Lige fra brød til kød og er aldrig blevet syg heraf. Der er selvfølgelig delte meninger om, hvor vidt man bør skralde kød eller ej, men mit motto er at så længe man har fornuften, og ikke mindst sine sanser, med sig kan det ikke gå alt for galt.
Selv har jeg et hygiejnebevis, som er bestået med et 12-tal, så ved da nogenlunde hvad jeg laver når jeg undersøger den mad jeg finder, om det er kød eller ej.
Ved ikke om jeg selv ville gå så langt, som at kalde det en ekspertvurdering, men om I gør det eller ej, er så helt op til jer.
Som tidligere nævnt, begyndte jeg for lidt over et år siden med at skralde. Havde hørt meget om at skralde før jeg begyndte, men var langt fra sikker på hvordan man kom igang. Jeg kendte ingen som skraldede og kendte på daværende tidspunkt ikke til
gruppen på Facebook.
Hvis man så tror på skæbnen, er det næste her et glimrende eksempel på samme:
Gennem en række sammenhængende tilfælde, kom jeg med i et sommerstykke på et lokalt amatørteater. Her mødte jeg så en medspiller, som jeg tilfældigt overhørte snakke om at han snart skulle ud igen. Jeg fortalte ham så, at jeg i lang tid gerne ville prøve og spurgte, om jeg evt. en aften måtte tage med ud.
Flashforward omkring en uge. Skæbne eller vilde tilfælde, så blev sommeren 2010 første gang jeg prøvede mig som skralder.
Som så mange andre synes jeg, det at skralde er en blandet følelse. For selvom man nyder den gratis mad og det rush, som følger med, når man finder en guldmine af brugbar mad lige til at putte i sin pose "free of charge", så følger der også en forbløffelse og undren med. En underen over, at man ikke for længst har fundet en bedre løsning end bare at smide alt den mad ud. Specielt i et land, hvor man konstant ser reklamer for Red Barnet og lign. på diverse kanaler.
Om man kan ændre verden ved at skralde ved jeg ikke, men selvfølgelig... Lidt har også ret, og så er det jo, ifølge min mening, en helt forkert attitude nogen har i forhold til at skralde.
I programmet "Spis skraldet" tilberedte
brødrene Price mad af varer, der alligevel var på vej ud af forskellige årsager. De varer man som skralder typisk finder.
Deres dommerpanel bestod af fem/seks almindlige danskere, der var vant til ikke at røre madvarer der bare kom nær sidste salgsdato. For frit at citere en af dem:
"Jeg er vokset op med at man ikke kan have pålæg liggende åbent i køleskabet mere end to dage. Så det ud med det."
Det hele endte med at alle, uden at vide hvor varerne kom fra, sagde at maden var fantastik. Da de så fik at vide hvor den kom fra, blev de meget overrasket og sagde at det bestemt ikke kunne smages.
Forbløffende er det, at man kan have en så ligegyldig holdning, som til bare at smide brugbare madvarer ud.
"Det kunne være hvis man forklarede folk, at hvis det var penge man bare smed ud, i stedet for mad, at de så måske forstod det"
- Tim Vladimir, fra programmet "Spis Skraldet"
Er det ulækkert at skralde?
Ikke mere ulækkert end at tage den handlet mad ud af baggagerummet af en bil og er undskyldningen, at ordet
skralder er så negativt ladet som det nu engang er, så opfodrede jeg da til at vi adoptere den amerikanske titel og i stedet, så mange flere med stolthed kan kalde sig for
"freegans". Eller måske vi skulle opfinde vores eget ord!
Det kunne f.eks. være: Mad-
liberater.
God fornøjelse med at frigøre maden.
Jeg var i Føtex i går og kom forbi en hylde med Pizzadej, der var mærket ned til 5,00 kr. Normalpris var 16,95. Altså under 1/3 af prisen. "HURRA, Føtex!", tænkte jeg og snuppede en pakke, - og jeg er sikker på, at de fire resterende pakker, der også var mærket med et stort gult klistermærke, ville ryge ned i indkøbskurven hos andre kunder, inden dagen var omme. 