onsdag den 31. oktober 2012

Christine Feldthaus søger skralder

I næste omgang af programserien So Fucking Special på DR sættes fokus på at bevare planeten. Derfor er Christine på jagt efter en person, der er god til at skralde, og som har lyst til at tage hende med ud og skralde. Hvordan det skal forgå er selvfølgelig noget, der aftales i fællesskab. 

Hvis der er nogen af skralderen.dk's læsere, som har mod på at tage Christine under armen, så skriv til siiv@dr.dk

torsdag den 11. oktober 2012

Skralderen.dk udvider til Facebook

På opfordring fra flere brugere af dette forum er nu oprettet en Facebook-side i tilknytning hertil.


Facebook-siden er tænkt som en dynamisk udvidelse af Skralderen.dk, da bloggen har visse begrænsninger. 

Har du en blog eller hjemmeside eller er du adminstrator for en Facebook-gruppe med fokus på skraldning og/eller madspild, som er åben for alle, og som du gerne vil have synliggjort, så er du velkommen til at sende en mail med en kort beskrivelse af siden til lili.fisker@tdcadsl.dk - så linker vi til den fra Skralderen.dk og Skralderen.dk's Facebook-side. 

Jeg er bevidst om, at nogle skraldere ikke ønsker større synliggørelse af skralder-kulturen, da man desværre kan opleve, at gode skraldesteder bliver aflåst, når der har været omtale i medierne. Min grundholdning er dog, at vi skal det kolosale madspild til livs, og det kan kun ske ved synliggørelse af problematikkerne. 
Derfor er Skralderen.dk på både bloggen og på Facebook åbne fora, som alle har adgang til.

Jeg håber, I vil tage godt imod Skralderen.dk på Facebook!

De bedste skralder-hilsner
Lili Fisker

fredag den 5. oktober 2012

Madspild er en global tragedie

FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO estimerer, at vi er 7 milliarder mennesker på Jorden og 925 millioner sulter. Alligevel producerer vi tilstrækkeligt madspild til at brødføde 3 milliarder mennesker!

Madspild er en global tragedie, som udspiller sig gennem hele værdikæden: primærproduktionen/landbruget, forarbejdning, transport, engros, fødevareproducenter, detailhandlen, restauranter, kantiner og storkøkkener - og ikke mindst os selv - forbrugere.

Heldigvis spiller forbrugere een af de store roller i at stoppe madspildet. Vi forbrugere er mere magtfulde, end vi selv tror.

Se denne TEDxCopenhagen Talk med Stop Spild Af Mad og få mere at vide, hvad du som forbruger selv kan gøre:

mandag den 1. oktober 2012

Motivation i kulden

Det kan være svært at finde overskuddet frem og komme ud at skralde i de mørke, kolde måneder, hvor regnen siler ned og man mest af alt har lyst til at blive hjemme på sofaen med en varm kop kaffe.... derfor dette lille indlæg med nogle punkter som måske kan motivere dig til at komme afsted :)
  1. Regn... er en gave til skraldere! Det betyder færre mennesker på gaderne, for hvem gider at gå ud i øsende pøsende regnvejr? På nær os skraldere selvfølgelig ;)
  2. Kulde... får alle de dejlige madvarer til at holde sig friske.
  3. Der er mange penge at spare ved at skralde - og med knap 2 måneder til jul kan vi vel alle bruge lidt ekstra penge i sparegrisen?
    Min kæreste og jeg har levet for kun 600 kr. om måneden siden vi er begyndt at skralde, og vi forventer at kunne skære endnu mere af vores budget her i de kolde måneder, da kulden giver anledning til at skralde kød/mejeriprodukter.
  4. Du gør noget godt for vores miljø når Du skralder.
  5. Ved at melde dig ud af "forbrug-og-smid-ud-kulturen" indtager Du et solidarisk standpunkt i forhold til alle de mennesker, der ikke er ligeså godt stillede som dig selv. Du kan evt. skralde lidt ekstra og dele ud til mennesker som trænger - det er altså en fantastisk følelse at kunne give til andre!
  6. En lille god video om madspild og skraldning: Tristram Stuart "the global food waste scandal"
God fornøjelse til Jer alle.